søndag den 23. oktober 2016

Så blev masten taget af

Så fik vi taget masten af skibet. Det var på en af de få dejlige solskinsdage med svag vind her i det sene efterår. Kurt og Bent trådte til med hjælpende hænder, og det hele gik lige efter bogen.
Jeg har lavet en lille film, men desværre kan jeg ikke oploade den direkte, så her er et link. Den er i bedste Charles Chaplin-stil: https://www.dropbox.com/s/y5ku06swam1hzy5/MastAf2.mp4?dl=0


mandag den 3. oktober 2016

Afslutning på 2016



Der var lagt op til den helt store, og ikke mindst hyggelige afslutning på skyllebakkehavn-sejladserne - ja, faktisk på hele sæsonen 2016.
Der var desværre kun mødt 6 både op, men vi fik en særdeles begivenhedsrig eftermiddag.
1. sejlads var med respitstart. Vi sejlede den sædvanlige bane plus et par udlagte bøjer, så det blev lidt længere - ganske udmærket.
Der var ikke voldsomt meget vind, så vi satte spileren på vejen hjem, men pludselig blev vi overrasket af en sort sky, der medførte et kraftigt vindspring. Vi nåede ikke at få spileren ned, og kunne slet ikke holde den, den løb helt fra os. Og det var svært at holde kursen, så der var fare for at gå på grund - eller kollidere med en anden båd. Så efter noget panik, hvor spileren hang vandret ud i luften fra toppen af masten, fik vi sluppet det ene skøde og sænket sejlet, så vi kunne hive det ind og ned i forkahytten. Pyha, det var slemt.
Efter en god frokost sejlede vi 2. sejlads, der blev forkortet pga. manglende vind. Her præsterede vi såmænd at gå på grund, da vi kantede enden af dæmningen for tæt på. Så resultatmæssigt var det en meget mager dag. Men set i bakspejlet: store oplevelser og flere erfaringer rigere.
Om aftenen rigtig hyggelig fest og samvær med alle skippere og gaster gennem hele sæsonen. Vi endte i køjen i båden, der til lejligheden lå i Skyllebakkehavn. Dejlig aflutning på det hele.
I løbet af 2016 har vi sejlet næsten 800 sømil, så vi har fået brugt båden godt. Nu kommer den lidt triste tid med at tage masten af og gøre båden klar til en vinter på landjorden.
Tak til alle, der har været med omkring Spice of Life II.

onsdag den 28. september 2016

15. og sidste skyllebakkehavnsejlads


En samlet start
Nu har vi klaget over manglende vind hele efteråret, men her på den sidste sejlads i sæsonen var der blæsevejr for alle pengene.
Helt op til 15-16 m/sek. i stødene.
Det gav en forrygende sejltur uden kryds.
Der var 7 både til start, og vi fik en god, samlet start. Vi havde rigtig god fart i båden og fulgte med helt fremme. Ret hurtigt fik vi tilkæmpet os 3. pladsen og så gjaldt det bare om at undgå fejl og trimme hele tiden, så vi ikke slog op i vinden. Vi var oppe på 8,6 knob, så det gik livligt for sig.
Vi kom i mål som 3. båd og endte også dér på præmietiden. Men sjovest var det at ligge foran både Monique og Dragen, som normalt sejler fra os.
Det var en rigtig sjov aften.
Gaster: Christian, Kurt og Bent - og de gjorde et flot stykke arbejde!

mandag den 26. september 2016

Lørdagstur

Jeg havde lavet en aftale med bådbyggeren Peter, der lavede min "teak" i cockpittet sidste år: fordi han lavede lidt ekstra, kunne jeg betale med en sejltur med ham og hans to piger.
Det var så i lørdags. Vi stod ud lidt før middagstid i det skønneste sejlervejr: solskin og en mild vind fra sydvest. Det kunne ikke være bedre. Marianne var også med, det var en af de sjældne ture for hende i år. Men skønt hun var med lige inden lukketid for sæsonen.
Vi sejlede ned til skovrenden og vendte dernede for at sejle op og lægge os ved en bøje ved Skuldelev. Berta på 9 år fik også lov til at styre, det gjorde hun rigtig godt - hun er en kvik og sød pige. Rita på 5 år måtte nøjes med at se på, men også hun er en sød pige. Vi nød en frokost og sejlede derefter hjem igen. Endnu en skøn sejltur i dejligt efterårsvejr.

torsdag den 22. september 2016

14. skyllebakkehavnsejlads




Endnu en af mange skønne septemberaftener, med lune temperaturer og meget svag vind. Men billederne her taler jo for sig selv. Det er faktisk Spice of Life på alle tre. Gode venner har stået på begge sider af fjorden med deres kameraer.
Sejladsen - den langsomme af slagsen - gik såmænd helt fint. Vi skulle ikke krydse, da vinden var i øst, og på hjemturen satte vi spileren, endda med vinden foran for tværs. Ellers var vi aldrig kommet i mål. Vi kom i mål som 3'er, men blev nr. 4 på præmietiden ud af 7. Hæ hæ, vi nåede da lige at overhale Preben 100 m før mållinien  :-)  i slowmotion.
Gaster: Per, Christian, Kurt og Finn M.
Nu er der kun en enkelt onsdagssejlads tilbage. Sæsonen lakker mod enden.


 


mandag den 19. september 2016

Kollegabesøg

Jeg fik besøg af 5 kolleger fra skolen. Vi tog på en "langtur" over til Føtexhavnen og købte lidt mad, som vi spiste på båden. Rigtig hyggeligt i det dejlige, stille efterårsvejr.

søndag den 18. september 2016

Elleore Rundt 2016

Der var varslet perfekt sejlervejr, med sol og jævn vind fra øst, og det var noget der passede de 38 tilmeldte både i dette års Elleore Rundt. Sejladsen er på ca. 20 sømil, og arrangeres af Marbæk Sejlklub.
Vi - Christian og skipper - fik en udmærket start, og lå godt med fremme i førerfeltet. Vi holdt fin fart i båden hele vejen rundt om øen, og vi kom over målstregen som 8. båd. Den placering fik vi også blandt de store både (der var 2 starter), men blandt alle fik vi en 17. plads. De mindre både har åbenbart lettere ved at sejle op til deres mål. Vinderen overalt var således en 606'er.
Om aftenen var der grillmiddag og særdeles hyggeligt samvær til sent. Skøn dag.

 
 

torsdag den 15. september 2016

13. skyllebakkehavnsejlads


Igen, igen!! En fantastisk efterårsaften: fuldt solskin, 22 grader og absolut ingen vind.
Men vi var da 9 både i sejladsen, så der var lidt konkurrence. Men som sagt manglende vind, så det tog ca. 2 timer at sejle de 8 sømil: nogen gange var vi nede på en fart under 2 knob....ikke meget ræs. Men igen fik vi sat spileren, og det gav da en 4. plads. Men det bedste var nu næsten at sejle forbi Monique (dog uden Michael) - det sker yderst sjældent. Gaster: Christian, Kurt og Bent.

søndag den 11. september 2016

Lørdag i Hundested

Det skønne, varme efterårsvejr skal udnyttes maksimalt. Så jeg sejlede en lørdagshyggetur til Hundested sammen med Kurt og Lene. Der var ikke meget vind, så det gik for motor hele vejen. På Lynæs Sand stoppede vi op, og jeg hoppede i vandet for både at rense loggen for rurer og tjekke en skade på stævnen (jeg lavede den på sommerturen i et sammenstød med en stenmole :-()
Videre ind til havnen, som var godt besøgt her i september. Mon ikke folk tænker, at det måske er sidste chance i det her efterår. Der var i hvert fald rigtig mange både på vandet.
Efter en dejlig frokost på Røgeriet gik vi en tur op i byen, og inden vi gik tilbage, tog vi en frisk badetur fra stranden, skønt!
Efter hjemturen spiste vi en bid brød i båden som afslutning på en dejlig dag. Gad vide hvor længe det gode vejr varer???

12. skyllebakkehavnsejlads

I onsdags var det kedeligt sejlervejr. Vi havde endda gjort spileren klar, men der var absolut ingen vind - så lidt, at vi valgte at udgå efter ca. 1½ time ,og samtidig ikke havde udsigt til at komme over mållinjen indenfor en times tid. Så vi sejlede direkte til vores egen havn. Ombord var Per, Christian, Kurt og Bent og skipper.

torsdag den 1. september 2016

11. skyllebakkehavnsejlads

Spilersejlads
På denne stille og varme aften var det lige vejr til at lufte spileren. Vi var 4 ombord - Per, Christian, Kurt og skipper - så der var hænder nok. Og det er også nødvendigt, for den er f..... stor.
På udturen krydsede vi i den svage vind, og efter topmærket satte vi spileren. Vinden havde lagt sig helt, så der var ikke de store vanskeligheder.

Fra tidligere sejltur
Vi endte på en 7. plads ud af 11 både.
Det var endt værre, hvis vi ikke havde sat spileren.

torsdag den 25. august 2016

10. skyllebakkehavnsejlads

Så har vi prøvet det også....vi er blevet til en fiskerbåd!
Efter starten lå vi fint med de forreste i feltet, men i en vending får vi desværre fat i et af de mange fiskenet, der er lagt ud i fjorden. Det kostede lige 4-5 minutter inden vi kom fri, og det var nok til at blive overhalet af alle bådene.
Men fri kom vi og fortsatte lidt slukøret, men fik da arbejdet os op gennem feltet på 8 både. Desværre havde vi ikke mulighed for at bruge spiler/genakker i den lette medvind, så vi endte på en 7. plads....den sidste båd gik på grund :-)
Nå, men det var en dejlig, lun aften. Ombord: Per, Christian, Bent og skipper.

fredag den 19. august 2016

9. skyllebakkehavnsejlads

I onsdags tog vi så hul på de sidste 7 Skyllebakehavnsejladser i efteråret.
Vi var 9 både i feltet, og vi kom over målstregen som nr. 4, men endte på 6. pladsen efter præmietiden.
Det var en dejlig sensommeraften med en let nordlig vind, så det gik på læns på udturen og en del kryds på hjemturen. Men vi sejlede fint og holdt den forventede placering.
Gaster: Per, Christian og Kurt.

fredag den 15. juli 2016

Sommerturen 2016

Så er en skøn sommertur sejlet til ende.

Sammen med Dragen har vi - Nils, Finn, Kenneth, Daniel og skipper - sejlet 370 sømil, ca. 685 km, til Bornholm og Christiansø.


Natsejlads i måneskin
Turen gik til Hundested - Nivå - København (Svanemøllen) - Allinge - Svaneke - Christiansø - Ystad - Smyge - Limhamn - Råå - Gilleleje - Hundested og hjem.

En fantastisk tur med masser af oplevelser og dejlig sejlads.



Solopgangen
Ikke mindst natsejladsen fra København til Allinge var en spændende og flot oplevelse og en god erfaring. Uden problemer sejlede vi 100 sømil på ca. 18 timer.



Hammershus skal jo ses
Vi overnattede 2x2 dage i Allinge og Svaneke, og hyggede os rigtigt i de små havne. Vi tog på en cykeltur rundt på Hammerknuden, og så flere spændende seværdigheder: Opalsøen, Hammershus, Vang og Moseløkken stenbrud.




Julenisser på Christiansø
Christiansø var også en helt speciel oplevelse. Udover at være et helt fantastisk særegent sted, havnede vi midt i årets store fest, i år en julefest. Rigtigt hyggeligt.





Turen på 370 sømil
Vi sejlede hjemover med stop i flere svenske havne. Og så ramte vi heldigvis lige de 14 dage, hvor sommervejret var allerbedst. Tak til alle for en dejlig tur.







torsdag den 30. juni 2016

8. skyllebakkehavnsejlads

Det var igen en stille aften med kun svag vind fra vest. Men en herlig mild aften. Måske ganske godt, for der var kun skipper og Kurt på båden, og Kurt er jo under oplæring udi sejlerlivet - det er vist ingen overdrivelse at sige :-)
Nå, men det gik faktisk rigtigt fint, vi lå tæt i starten, desværre for os fik vi også en tyvstart med et par sekunder. Det gav 30 sek. i tidsstraf.
Vi fulgte fint med ned mod topmærket, det kneb lidt mere på hjemturen. Vi kom over stregen på 4. pladsen, men blev nr. 6 på præmietiden - ud af 9 både. Ikke så ringe endda.

mandag den 27. juni 2016

Skt. Hans aften

Vi fejrede traditionen tro Skt. Hans sammen med Henriette og Claus. Vi sejlede ud ved 7-tiden og lagde os for anker på en god plads udenfor det store bål på Kalvøen. Kort efter fik vi Bacchus bundet på siden af os, men det skulle vise sig ikke at være en særlig god idé.
Vi gik i gang med den lækre medbragte mad, men måtte rykke ned om læ, da det begyndte at regne. Samtidig blæste det op, og pludselig begyndte vi at drive for ankeret. Ikke så heldigt, da vi lå midt blandt en masse andre både.
Hurtigt fik vi hævet ankeret, løsnet Bacchus og vi besluttede så at sejle i havn. Og inden længe begyndte mange flere både at sejle hjem, da der bredte sig et uvejr med lyn og torden og stærk blæst - op til 15-16 m/sek. Godt at ligge sikkert i havn så!
Men en hyggelig aften alligevel i godt selskab.

7. skyllebakkehavnsejlads



På vej hjem fra Skyllebakkehavn
Det var en meget stille og rolig aften i onsdags. En svag vind fra syd betød kryds til topmærket, hvor vi fulgte fornuftigt med.....lige indtil vi fik fanget en masse søgræs på kølen og roret. Så var der ikke meget fart i båden, faktisk så lidt, at vi havde svært ved at komme igennem ved dæmningen i modstrøm. Vi startede motoren og luskede i havn. Derfor en suveræn sidsteplads, lidt ærgerligt, for der var 10 både med, så det var en god kappestrid. Gaster: Per og Kurt


mandag den 20. juni 2016

Et helt forrygende SRPI

Der var lagt op til et hurtigt og heftigt Sjælland Rundt På Indersiden - stiv vind og håret tilbage.....hmmm.
150 både var tilmeldt, og det var ny rekord.


Feltet krydser i Kulhusrenden -
vi var heldigvis foran!
Det var et kæmpe felt, der skulle starte lørdag morgen ved Kignæs, men så var der jo mange at sejle mod. Vi - Finn T., Finn M. og skipper - startede næsten sidst i feltet, og besluttede hurtigt at sejle med storsejlet i 1. reb. Det lettede lidt på det værste pres, for allerede før Kulhusrenden kunne vi fornemme den kraftige vind - op til 15-16 m/sek - fra Isefjorden. Allerede dér fik vi lagt det meste af feltet bag os, og så gik ræset rundt om Orø og Isefjorden. En god og stabil vind fra vest betød heldigvis, at vi slet ikke skulle krydse, bortset fra Kulhusrenden. Vi lå som 3. båd hele vejen rundt.
Vi sejlede hårdt på, og holdt farten på den rigtige side af 7 knob hele vejen, og krængede kraftigt - så kraftigt, at en skuffe i kabyssen desværre kom farende ud, og smadrede låsen og beslagene. Det var en fantastisk god sejlads, og det var en fornøjelse at sejle fra (næsten) alle bådene over så lang en distance, 63 sømil i alt den dag på ca. 9 timer - et pænt snit.

Efter målgang i Kignæs igen, fortsatte vi til Jyllinge (fik lige sat Finn M. af i Frederikssund) og grillede og festede sammen med andre sejlere fra de konkurrerende både. Rigtigt hyggeligt, hvilket jo er et mål i sig selv for SRPI.

Søndag skulle vi sejle den sydlige del af sejladsen, rundt i Roskilde Fjord. Per og Nils påmønstrede, så nu var vi 4 ombord. Distancen den dag blev i alt på 28,5 sømil. Der var ikke så hård vind som om lørdagen, så sejladsen var roligere og mindre anstrengende, selvom der her er kortere distancer og flere retningsskift, men vi sejlede igen rigtig godt og sejlede de fleste konkurrenter agterud. Vi kom igen i mål som 3. båd, hvilket vi synes var godt klaret.
Skuffen i kabyssen tog sig endnu en tur på dørken, men det var så også det eneste, der gik galt på hele turen rundt  - men det er repareret igen i skrivende stund.

Alt i alt en fantastisk sejlweekend, med højt humør, mange vink til de andre både og hyggeligt socialt samvær. Så venter vi spændt på resultatet, der går nok nogle uger. Men jeg satser på en god placering i mit løb med 6-7 andre både - vi må se. Tak til gasterne for en super sejlads.
Så har vi resultatet: vi får 1. pladsen i løbet og slår nr. 2 (også en Dehler 37) med over 1 t. 20 min. 

fredag den 17. juni 2016

6. skyllebakkehavnsejlads

Lidt same-same: dejlig aften, svag vind fra syd, god start og gode kryds dernedad, fulgte godt med.
Hjemturen var lidt sløv, skulle have sat spileren, men tog aldrig beslutningen, har fortrudt lige siden.
Vi kom som nr. 5 over stregen,  men endte på 6. pladsen ud af 8 både. Gaster: Per, Bent,  Finn M. og Kurt.

torsdag den 9. juni 2016

5. skyllebakkehavnsejlads

Øv, altså. Det er ikke nemt at sejle hurtigt, når masser af ålegræs sætter sig på kølen og roret. Og det gælder jo kun de store både, der stikker dybt.
Så bøtten blev vendt helt på hovedet: Dragen nr. 9, Spice of Life nr.8 og Monique nr. 7 - ud af 9 både. Det er de tre både, der plejer at ligge i toppen. Nå, men det skidt visner nok engang :-)
Men det var et godt sejlvejr med en frisk nordlig vind, som betød læns på udturen og mange kryds på vejen hjem. Desværre løsnede skødehagen på forsejlet sig et par gange, hvilket gav lettere kaos og sikkert kostede os en placering. Den er nu fjernet.
Gaster: Finn M., Bent og Kurt

mandag den 6. juni 2016

En dejlig og varm weekendtur

Vejret har været helt sommerligt i lang tid og det holdt heldigvis også til denne tur, som har været planlagt længe.
Planen var at sejle til Holbæk og dyrke lidt hygge og dans på det lokale diskotek Soho.
Fredag stak tre både - Dragen, Adelante og Spice of Life - gennem broen og sejlede op til Frederiksværk. Under den lune aftensol sad vi så og grillede og hyggede.
Lørdag gik turen til Holbæk, men nu kun to både. Skøn sejlads - inklusiv en frokost midt på Isefjorden. Igen en dejlig grillmiddag. Men dans og fest blev der desværre ikke noget af.
Søndag en skøn sejltur hjemad med stop i Lynæs for en god frokost. En herlig weekend med masser af hygge, god mad, drikke, sol og varme. Gid sommeren bliver af samme skuffe.


torsdag den 2. juni 2016

4. skyllebakkehavnsejlads

Endnu en af de fantastiske aftener, der forsøder sejlerlivet.
Vejret kan ikke fås bedre: fuldt solskin, ca. 25 grader og en jævn vind fra øst, hvilket betød ingen kryds.
Det blev en god start for alle, feltet - 9 både - lå helt tæt samlet i en klump, det var faktisk meget sjovt at opleve. Ingen masen eller råben, det gik fint, også for os.
Vi sejlede fornuftigt, men vi kunne ikke slippe væk fra de mindre både, som vi jo skal have godt på afstand, for at få en god placering. Vi kom over stregen som nr. 3 - men helt nede på 8. pladsen på præmietiden. Alle bådene var samlet indenfor ganske få minutter.
Men som sagt: en skøn sejleraften.
Gaster: Per, Bent og Finn M.

lørdag den 28. maj 2016

Smuttur til Roskilde

Når nu det skønne vejr er her, så gælder det også om at udnytte det. Så fredag aften drog vi - Finn, Nils og skipper - på en overnatningstur til Roskilde.
Vi gik for et storsejl i den svage vind, så det tog sin tid. Farten lå på omkring 3 knob. Men så var der tid til afslapning og hygge. Senere i bredningen satte vi spileren, dvs. først skulle vi ordne grejet, for det var slet ikke klar. Faldet var viklet om forstaget og bommen manglede en wire. Men da det var klaret, så gik det forrygende med op til 6 knob. Fed sejlads, som I kan se på videoen, når jeg får den lagt ud.
Nå, ind i Roskilde havn, finde en plads, og så gøre klar til en bytur. Vi nåede lige et burgermåltid inden lukketid og så lidt hygge på Skänk med vin og gt. Også lidt sen aftenhygge i båden.
Efter et dejligt morgenmåltid i det fri på båden sejlede vi hjem for motor og var hjemme igen før middag. Herlig tur.

3. skyllebakkehavnsejlads

En skøn, skøn aften med en svag/jævn vind fra nord. Solskin og varmt vejr - så kan det ikke være bedre.
Og dog: med den svage vind var der basis for at bruge de store sejl - spiler eller genakker - men det kunne vi ikke - grejet var slet ikke i orden. Alligevel blev vi ikke hægtet helt af, men kunne nu godt have brugt lidt mere afstand til de mindre både. På krydset hjemad kunne vi klare os lidt bedre.
Det betød en 6. plads ud af 7 både, selvom vi kom over stregen som nr. 4.
Gaster: Per, Finn M. og Bent. Christian er skadet for de næste par uger og Kim er stoppet helt igen.

fredag den 20. maj 2016

2. skyllebakkehavnsejlads

I onsdags var det perfekt vejr til sejladsen: en let vind 5-7 sek/m fra SSØ, hvilket betød en del kryds på udturen og læns på hjemturen. Vi - Christian, Kim og skipper - sejlede faktisk rigtig godt,  dog med en sløj start. Men det betød en andenplads over stregen,  som dog blev vekslet til en fjerdeplads på præmietiden, da en langt, langt agterudsejlet Shipman 28 snuppede tredjepladsen. Men det er jo kun for sjov, og det var en skøn aften.

søndag den 15. maj 2016

Udskiftning af søventil

Hanen til toilettanken har været fastlåst i åben stilling siden jeg fik båden. Det er ikke så hensigtsmæssigt, at have et hul man ikke kan lukke for i en båd, vel?
I dag blev hele molevitten så skiftet, lige fra gennemføringen, kugleventilen og slangestudsen.
Med venners hjælp skete det på kun et par timer - også med super service af havnefoged Per, der lod båden stå på vognen imens.
Som man kan se, var det også nødvendigt med udskiftningen, da der var rigelig tæring og snavs i rørene.
 

fredag den 13. maj 2016

En lille aftensejlads.

En lille aftentur til Jyllinge sammen med Kurt.
Vi sejlede for motor begge veje på en stille aften, som dog endte ganske koldt, da vejret slog helt om.
Vi spiste en gang buffet på kineserrestauranten - rigtigt hyggeligt. Det var i øvrigt starten på Kurts glorværdige sejlerkarriere :-)

1. skyllebakkehavnsejlads

Så gik starten på den nye sæson med Skyllebakkehavn-sejladserne.
Det var ikke nogen strålende begyndelse, da vi endte som nr. 5 ud af 6 gennemførende både. Der blæste en frisk sydøstlig vind, som gav god fart i bådene. Vores start var ikke for god, men vi holdt fint trit med de 2 forreste, og kom i mål som nr. 3 båd - med pæn afstand til de 3 sidste. Men dog ikke nok til at beholde 3. pladsen.
Gaster: Per , Christian og René (som normalt sejler med Bacchus - mon han er en spion de har sendt over  ;-)).

tirsdag den 10. maj 2016

En herlig weekendtur

Krydstogtskib - forvokset færge
Vejret kunne nok ikke være bedre end det var lørdag og søndag.  Så det galdt bare om at komme på vandet. 
Kenneth og jeg sejlede til Hundested om eftermiddagen,  og landede lidt sent oppe i havnen, hvor en hel masse andre fra Frederikssund og Marbæk også var ankommet. De var sikkert også nysgerrige efter at se det ventede krydstogtskib,  der skulle ankomme søndag morgen. 
Vi havde en rigtig hyggelig aften med de andre, med god mad og drikke.
Søndag var havnen med omgivelser proppet med besøgende, det er flot,  som de kan tiltrække folk i den havn.
Krydstogtskibet derimod var bare en forvokset færge, men ok, man skal starte et sted.
Vi sejlede hjem via Frederiksværk,  hvor vi nød en dejlig frokost i varmen.
Denne weekend må meget gerne være et varsel om den kommende sommer. Så kan det ikke gå helt galt. 

torsdag den 5. maj 2016

En lille prøvetur

Onsdag tog vi - Christian, Julie, Kasper og skipper - på en lille øvetur sydpå ned til tudebøjen ved Jyllinge og tilbage igen, bare 10 sømil.
Med en jævn vind fra nord gik det sløvt dernedad, men hjemad krydsede vi hele vejen, også i renderne, så der blev lavet et stykke arbejde...hæ hæ, det lod vi de unge om :-)
En skøn aften med pragtfuldt vejr.
_/)

onsdag den 4. maj 2016

Første sejltur

Fødselsdagsbarnet
I søndags tog vi - skipper og frue - på årets første sejltur.
Det var faktisk også den  allerførste forårsdag, hvor vejret indbød til en tur på vandet.
I anledningen af fødselsdagen, sejlede vi til Jyllinge, og spiste en god frokost på Hotel Søfryd.
Det var rart at få luftet sejlene for første gang, selvom der kun var en svag vind fra nord.
Så det nye forsejl mangler stadig at blive strukket rigtigt ud, men det skal nok komme, for snart starter Skyllebakkehavn-sejladserne.
Det vil I høre mere om senere.

mandag den 4. april 2016

Vand under kølen

På vej i vandet
Så er Spice of Life blevet søsat - og det gik fint, uden nogen problemer. Alle hynderne er lagt på plads, så det ligner en normal båd nede om læ.
På den nye plads 318
Jeg har fået en ny plads i havnen - 318 - måske kun for i år, men man kan da håbe, at det bliver permanent.
Så skal arbejdet med masten snart til at begynde. Alt er jo første gang med samling og montering af de forskellige ting på båden, men mon ikke det er til at finde ud af alligevel.

mandag den 28. marts 2016

Så er den nye sæson i gang

Forårsklar
Så er vinteren endelig forbi, og en ny sæson kan starte.
Selvom påsken lå tidligt i år, har det været fornuftigt vejr at arbejde i.
Så nu er Spice of Life vasket, poleret og malet med hjælp fra gode venner, så den er så fin som aldrig før.
Så varer det nok ikke længe
før der kommer vand under kølen.

En lille gimmick, der kommer til syne når jeg overhaler :-)
Bemærk den lille tegning under vandlinjen. Den glæder jeg mig til at vise frem  :-)

Og så har jeg investeret i et nyt forsejl, som jeg er meget spændt på at få i brug. men der går nok lidt tid endnu.