torsdag den 30. juni 2016

8. skyllebakkehavnsejlads

Det var igen en stille aften med kun svag vind fra vest. Men en herlig mild aften. Måske ganske godt, for der var kun skipper og Kurt på båden, og Kurt er jo under oplæring udi sejlerlivet - det er vist ingen overdrivelse at sige :-)
Nå, men det gik faktisk rigtigt fint, vi lå tæt i starten, desværre for os fik vi også en tyvstart med et par sekunder. Det gav 30 sek. i tidsstraf.
Vi fulgte fint med ned mod topmærket, det kneb lidt mere på hjemturen. Vi kom over stregen på 4. pladsen, men blev nr. 6 på præmietiden - ud af 9 både. Ikke så ringe endda.

mandag den 27. juni 2016

Skt. Hans aften

Vi fejrede traditionen tro Skt. Hans sammen med Henriette og Claus. Vi sejlede ud ved 7-tiden og lagde os for anker på en god plads udenfor det store bål på Kalvøen. Kort efter fik vi Bacchus bundet på siden af os, men det skulle vise sig ikke at være en særlig god idé.
Vi gik i gang med den lækre medbragte mad, men måtte rykke ned om læ, da det begyndte at regne. Samtidig blæste det op, og pludselig begyndte vi at drive for ankeret. Ikke så heldigt, da vi lå midt blandt en masse andre både.
Hurtigt fik vi hævet ankeret, løsnet Bacchus og vi besluttede så at sejle i havn. Og inden længe begyndte mange flere både at sejle hjem, da der bredte sig et uvejr med lyn og torden og stærk blæst - op til 15-16 m/sek. Godt at ligge sikkert i havn så!
Men en hyggelig aften alligevel i godt selskab.

7. skyllebakkehavnsejlads



På vej hjem fra Skyllebakkehavn
Det var en meget stille og rolig aften i onsdags. En svag vind fra syd betød kryds til topmærket, hvor vi fulgte fornuftigt med.....lige indtil vi fik fanget en masse søgræs på kølen og roret. Så var der ikke meget fart i båden, faktisk så lidt, at vi havde svært ved at komme igennem ved dæmningen i modstrøm. Vi startede motoren og luskede i havn. Derfor en suveræn sidsteplads, lidt ærgerligt, for der var 10 både med, så det var en god kappestrid. Gaster: Per og Kurt


mandag den 20. juni 2016

Et helt forrygende SRPI

Der var lagt op til et hurtigt og heftigt Sjælland Rundt På Indersiden - stiv vind og håret tilbage.....hmmm.
150 både var tilmeldt, og det var ny rekord.


Feltet krydser i Kulhusrenden -
vi var heldigvis foran!
Det var et kæmpe felt, der skulle starte lørdag morgen ved Kignæs, men så var der jo mange at sejle mod. Vi - Finn T., Finn M. og skipper - startede næsten sidst i feltet, og besluttede hurtigt at sejle med storsejlet i 1. reb. Det lettede lidt på det værste pres, for allerede før Kulhusrenden kunne vi fornemme den kraftige vind - op til 15-16 m/sek - fra Isefjorden. Allerede dér fik vi lagt det meste af feltet bag os, og så gik ræset rundt om Orø og Isefjorden. En god og stabil vind fra vest betød heldigvis, at vi slet ikke skulle krydse, bortset fra Kulhusrenden. Vi lå som 3. båd hele vejen rundt.
Vi sejlede hårdt på, og holdt farten på den rigtige side af 7 knob hele vejen, og krængede kraftigt - så kraftigt, at en skuffe i kabyssen desværre kom farende ud, og smadrede låsen og beslagene. Det var en fantastisk god sejlads, og det var en fornøjelse at sejle fra (næsten) alle bådene over så lang en distance, 63 sømil i alt den dag på ca. 9 timer - et pænt snit.

Efter målgang i Kignæs igen, fortsatte vi til Jyllinge (fik lige sat Finn M. af i Frederikssund) og grillede og festede sammen med andre sejlere fra de konkurrerende både. Rigtigt hyggeligt, hvilket jo er et mål i sig selv for SRPI.

Søndag skulle vi sejle den sydlige del af sejladsen, rundt i Roskilde Fjord. Per og Nils påmønstrede, så nu var vi 4 ombord. Distancen den dag blev i alt på 28,5 sømil. Der var ikke så hård vind som om lørdagen, så sejladsen var roligere og mindre anstrengende, selvom der her er kortere distancer og flere retningsskift, men vi sejlede igen rigtig godt og sejlede de fleste konkurrenter agterud. Vi kom igen i mål som 3. båd, hvilket vi synes var godt klaret.
Skuffen i kabyssen tog sig endnu en tur på dørken, men det var så også det eneste, der gik galt på hele turen rundt  - men det er repareret igen i skrivende stund.

Alt i alt en fantastisk sejlweekend, med højt humør, mange vink til de andre både og hyggeligt socialt samvær. Så venter vi spændt på resultatet, der går nok nogle uger. Men jeg satser på en god placering i mit løb med 6-7 andre både - vi må se. Tak til gasterne for en super sejlads.
Så har vi resultatet: vi får 1. pladsen i løbet og slår nr. 2 (også en Dehler 37) med over 1 t. 20 min. 

fredag den 17. juni 2016

6. skyllebakkehavnsejlads

Lidt same-same: dejlig aften, svag vind fra syd, god start og gode kryds dernedad, fulgte godt med.
Hjemturen var lidt sløv, skulle have sat spileren, men tog aldrig beslutningen, har fortrudt lige siden.
Vi kom som nr. 5 over stregen,  men endte på 6. pladsen ud af 8 både. Gaster: Per, Bent,  Finn M. og Kurt.

torsdag den 9. juni 2016

5. skyllebakkehavnsejlads

Øv, altså. Det er ikke nemt at sejle hurtigt, når masser af ålegræs sætter sig på kølen og roret. Og det gælder jo kun de store både, der stikker dybt.
Så bøtten blev vendt helt på hovedet: Dragen nr. 9, Spice of Life nr.8 og Monique nr. 7 - ud af 9 både. Det er de tre både, der plejer at ligge i toppen. Nå, men det skidt visner nok engang :-)
Men det var et godt sejlvejr med en frisk nordlig vind, som betød læns på udturen og mange kryds på vejen hjem. Desværre løsnede skødehagen på forsejlet sig et par gange, hvilket gav lettere kaos og sikkert kostede os en placering. Den er nu fjernet.
Gaster: Finn M., Bent og Kurt

mandag den 6. juni 2016

En dejlig og varm weekendtur

Vejret har været helt sommerligt i lang tid og det holdt heldigvis også til denne tur, som har været planlagt længe.
Planen var at sejle til Holbæk og dyrke lidt hygge og dans på det lokale diskotek Soho.
Fredag stak tre både - Dragen, Adelante og Spice of Life - gennem broen og sejlede op til Frederiksværk. Under den lune aftensol sad vi så og grillede og hyggede.
Lørdag gik turen til Holbæk, men nu kun to både. Skøn sejlads - inklusiv en frokost midt på Isefjorden. Igen en dejlig grillmiddag. Men dans og fest blev der desværre ikke noget af.
Søndag en skøn sejltur hjemad med stop i Lynæs for en god frokost. En herlig weekend med masser af hygge, god mad, drikke, sol og varme. Gid sommeren bliver af samme skuffe.


torsdag den 2. juni 2016

4. skyllebakkehavnsejlads

Endnu en af de fantastiske aftener, der forsøder sejlerlivet.
Vejret kan ikke fås bedre: fuldt solskin, ca. 25 grader og en jævn vind fra øst, hvilket betød ingen kryds.
Det blev en god start for alle, feltet - 9 både - lå helt tæt samlet i en klump, det var faktisk meget sjovt at opleve. Ingen masen eller råben, det gik fint, også for os.
Vi sejlede fornuftigt, men vi kunne ikke slippe væk fra de mindre både, som vi jo skal have godt på afstand, for at få en god placering. Vi kom over stregen som nr. 3 - men helt nede på 8. pladsen på præmietiden. Alle bådene var samlet indenfor ganske få minutter.
Men som sagt: en skøn sejleraften.
Gaster: Per, Bent og Finn M.