søndag den 27. september 2015

Elleore Rundt

For første gang var båden tilmeldt hyggekapsejladsen Elleore Rundt, en doublehandsejlads, som er arrangeret af Marbæk Sejlklub. På båden var vi Finn og skipper.

På denne særdeles skønne lørdag efterårsdag havde 31 både (flot antal) sat hinanden i stævne. Se her en lille video fra før starten - et flot syn.
Vejret var perfekt, der blæste en frisk vind fra nordvest, så der var agten for tværs hele vejen ned mod Roskilde og en god bidevind på hjemturen. Hele turen var på ca. 24 sømil, og det var vi 3 timer og 18 minutter om.
Undervejs på Elleore Rundt
Undervejs var der mange dueller med forskellige både. Det er rigtig sjovt, når man følges ad over længere strækninger, så gælder det om at holde lige på kursen og trimme ordentligt. Vi sejlede rigtig fornuftigt, og holdt god fart i båden, og det endte med, at vi kom i mål som 9. båd, det kan vi godt være stolte af. På præmietiden endte vi på 8. pladsen, men vi var tildelt et ganske gavmildt lystal, så måske holder det ikke helt.
Om aftenen var der grillhygge med de mange sejlere. God mad, vin og masser af løgnehistorier. Super arrangement - vi vender helt sikkert tilbage næste år.

Efter hjemkomsten fra sejladsen er arbejdet med udskiftning af teaktræet i cockpittet begyndt. Jeg har bestilt ny "teak" hos Permateek, der leverer et PVC-produkt, der ligner teaktræ. Halv pris og forhåbentlig lige så flot. Det bliver spændende.

torsdag den 24. september 2015

15. skyllebakkehavnsejlads

En dejlig og rolig efterårsaften med en svag sydlig vind.
Det betød en masse kryds mod mærket, mens vi på hjemturen satte en flyvende spiler - tjek videoen:


Skøn sejlads sammen med Per og Kim. Vi kom i mål som treer og endte også med 3. pladsen.
Nu er der kun en enkelt onsdagssejlads tilbage. Sæsonen lakker mod enden, desværre.

torsdag den 17. september 2015

14. skyllebakkehavnsejlads

Hold kæft hvor det regnede! Og det blæste også godt, fra sydøst, så vi måtte lave et par kryds for at holde ned til mærket. Der var fart på alle bådene, så tiderne blev udjævnet. Vi - Per, Christian og skipper - kom ind over stregen på 3.pladsen, men endte på 5.pladsen. 6 både deltog. Det vil nok være en af de sejladser vi vil huske, om ikke for andet, så for den vådeste.

torsdag den 10. september 2015

13. skyllebakkehavnsejlads

Vi fik lige inden starten sat tape på revnen i spileren, så vi kunne bruge den i den svage vind, der var i onsdags. Og det belønnede sig i en 3. plads ud af 8 både. Det var flot at sejle med 100 m2 farvestrålende striber foran masten, og vi nærmede os da også 4! knob i den lette vind. Skøn sensommeraften, måske en af de sidste....hvem ved.
Gaster: Christian og Kim.
Nye hynder


Og så har jeg fået fine nye hynder til cockpittet. De passer perfekt og ser rigtig flotte ud i en grå farve og nu sidder man meget mere behageligt på bænkene.

fredag den 4. september 2015

12. skyllebakkehavnsejlads

Der har manglet lidt vind tidligere, men nu var den her til sejladsen. En dejlig frisk vind fra sydvest. Vi - Christian, Per og skipper - kunne akkurat holde vinden uden at krydse ned til mærket og havde rigtig god fart i båden, så vi endte på en delt 2. plads ud af 7 både. Delt, fordi Dragen blev ramt af en regnefejl fra løbsledelsen og blev indplaceret side om side med os. Retfærdigt nok, da han kom i mål som toer og vi som treer.