søndag den 24. oktober 2010

Et sørgeligt efterår




Der kom aldrig noget mere om sommersejladsen.
Der har ikke rigtig været tiden til det, da min kære gamle mor blev alvorligt syg og gik bort.
Derudover har vejret i sensommeren og efteråret bestemt ikke indbudt til sejlture, så faktisk er det kun blevet til en enkelt tur på vandet.
Og i dag sluttede det så difinitivt: båden er nu på land, gjort vinterklar og pakket ind. Så nu hviler den trygt og godt til det bliver forår igen.

Ha' det godt så længe.

mandag den 9. august 2010

En fantastisk sommersejltur.
























Så er den slut - ferien altså.
Spice of Life har været på en skøn rejse i tre uger i det syddanske.
I den første uge sejlede jeg med Christian og de næste to uger var Kenneth med.

Ruten: Frederikssund - Sejerø - Ballen (Samsø) - Kerteminde - Lundeborg - Skarø - Ærøskøbing - Avernakø - Faaborg - Dyvig (Als) - Faaborg - Ærøskøbing - Svendborg - Kerteminde - Ballen - Odden - Frederikssund.

Det har været en tur med super sejleds i skiftende vejr, gode pladser i hyggelige havne, dejlig mad (især fisk), spændende og sjove oplevelser - men især hyggeligt og rart selskab.

Mere følger......

torsdag den 8. juli 2010

Sejltur og fodbold

Vi havde den skønneste sejltur i går
til Kattinge Vig, hvor vi fulgtes ad med Lykke fra Jyllinge. Syv var vi ialt. Vi kastede anker og nød en god middag, og derefter hygge foran skærmen, hvor vi så den spændende vm-semifinale mellem Spanien og Tyskland. Hjemtur i den lune aften med den flotteste nattehimmel. Aftenbilledet er faktisk taget lidt før midnat.

lørdag den 26. juni 2010

Sankt Hans aften


Vi sejlede ud om aftenen med nogle gode venner for at se Skt. Hansbålet ved Kalvøen. Sammen med en masse andre både kastede vi anker i det stille vejr og dækkede op til en god middag. Ved 10-tiden gik vikingerne i procession med fakler ned til bålet og satte ild til. Det brændte stort og længe - meget flot syn. Kom sent hjem i mørket i havnen. Det har været en pragtfuld aften.

mandag den 21. juni 2010

Så sejlede vi SRPI 2010


Det gik jo egentlig rigtig godt......i ca. halvdelen af sejladsen. Vi nåede - næsten - vores starttid efter broen, og så fulgte vi faktisk fint med hele vejen nordpå mod Lynæs.
Lige som vi skulle passere bøjen ved Lynæs Klinterække, så springer en sjækel til det ene bakstag, så vi mister sejlføring og kurs, så vi glider helt op ad bøjen - heldigvis skete der ikke noget.
Vi fortsatte i fin stil rundt om Orø og kunne stadig følge selv de lidt større både. Nordpå mod Rønnen (Nyk. Sj.) fik vi i ca. en times tid en helt forrygende vind, så vi indhentede flere både, men så skete det........ INGEN VIND OVERHOVEDET!
Det rakte vores tålmodighed ikke til, så en sømils penge fra Rønnen gav vi op, startede motoren og futtede afsted til Lynæs. Her grillede vi en god middag, så det sidste af DK's vm-kamp mod Cameroun og hyggede lidt i båden med kaffe og en sjus. De stædige både vi havde forladt ude ved Rønnen var 3-4 timer om at nå i havn....det gad vi sgu' ikke. Mange andre gjorde som vi.
Næste dag sov vi halvlænge, sejled stille og roligt til Frederiksværk - der var stadig ingen vind - spiste en god frokost, og sidst på eftermiddagen sejlede vi så hjem til hjemhavnen.
Vi havde alligevel en rigtig god weekend. I øvrigt så vi utrolig mange grundstødninger - lige sjove hver gang, så længe det ikke er os :-)

torsdag den 17. juni 2010

Så er det lige før...


... at vi skal sejle SRPI - Sjælland Rundt På Indersiden. Tre raske gutter stævner ud på lørdag og sejler de 82 sømil i rekordtid....hmm, måske ikke, men vi håber på en dejlig sejlads.

lørdag den 5. juni 2010

En hyggelig tur til Roskilde


På denne længe ventede varme sommerdag tog jeg og vennerne en tur til Roskilde. En mild halvvind fra vest førte os frem og tilbage for sejl. I Roskilde Havn var der totalt overcrowded med sejlere, bikere, turister og andet godtfolk.
Vedlægger et godt billede af Frederikssund Lystbådehavn. Flot, ik'?

søndag den 23. maj 2010

Endelig på vandet igen
















Så kom der endelig lidt fornuftigt sejlervejr med tilhørende varme. Konen og jeg sejlede til Nykøbing Sjælland for en enkelt overnatning.
Turen derop var mest for motor, men vi krydsede Isefjorden for sejl - men i tæt tåge, så man ikke kunne se en hånd for sig.
Opholdet bød på hyggelige gensyn med familie til både konen og mig selv, lækker thaimad, Fulton og besøg i flere kunstbutikker - rigtigt hyggeligt.
Hjemturen gik helt forrygende i frisk vind agten for tværs med bare et forsejl. Det tog kun 3½ time og vi loggede flere gange over 7,5 knob.
Fin start på sæsonen.

fredag den 14. maj 2010

For pokker da....


Nu ka' det snart være nok med det vejr. Jeg er ved at få min 3. vinterdepression. Alt er stort set klar på båden, men man gider jo ikke tage ud på vandet og fryse en vis del af.
Så vi venter stadig....

søndag den 9. maj 2010

Næsten sejlklar


Selvom vinteren og foråret har været usædvanligt koldt, så har jeg ikke tidligere været så hurtig med klargøringen. Med god hjælp fra gode venner er vi nået så langt, at kun sejlene mangler - og de kommer snart på. Båden er i år blevet malet sort på bunden - kan være lidt svært at se på billedet - bare for at lave et farveskift.

Og så skal vi ellers ud på vandet - hvem vil med?

lørdag den 8. maj 2010

Velkommen til min nye blog



Hej alle.
Jeg har nu startet denne blog for at fortælle lidt om, hvad der sker omkring mig og båden, om rejserne og andet spændende eller ligegyldigt.
Det ville være fedt at få noget respons fra jer - bare en lille hilsen eller en dybsindig kommentar.