torsdag den 30. juni 2011

Mere Skyllebakkehavnsejlads

I går sejlede vi den sidste kapsejlads inden sommerferien. Vi fik en lidt kikset start, men det gik. Det gav os en 5. plads som vi holdt hele løbet igennem
Denne gang havde vi vinden fra syd, hvilket betød mange kryds på 1. ben. Det gik såmænd udemærket. Gaster: Kenneth og Christian.....som sædvanligt.

....fik jeg nævnt, at der kun deltog 6 både

Sankt Hans

Til Skt. Hans havde vi traditionen tro selskab
af Claus og Henriette. Vi startede aftenen
med et dejligt måltid i båden i havnen, da
vinden endnu ikke havde lagt sig.
Senere sejlede vi ud og lagde os for anker ud
for bålpladsen på Kalvøen. Som sædvanlig var
der mange andre, der havde samme idé.
Det var en skøn aften, hvor vinden lagde sig helt
og igen var det et flot syn, da vikingerne kom gående
i fakkeltog ud fra skoven. Det var igen et kæmpe bål, der blev antændt.
Skøn aften. Vi var først hjemme i havn ved halv tolv tiden.

søndag den 19. juni 2011

SRPI - yes we can







Så har vi sejlet SRPI i weekenden.
Denne gang fuldførte vi på fornemmeste vis, og med lidt held vinder vi vores løb, men resultaterne må vi nok vente lidt med. Den er god nok: vi har vundet vores løb :-)
Vejret var rigtig godt til sejladsen: lørdag med vind fra sydøst, så vi først skulle krydse efter Frederiksværk på vejen hjem til Kignæs og søndag med sydvestlig vind, som også betød få kryds.
Vi nåede hele den nordlige del om lørdagen, så vi var tilbage i Frederikssund ved 7-tiden. Vi spiste og overnattede i Marbæk. Sejlturen var stort set perfekt, vi måtte endda rebe storsejlet pga. stærk vind, da vi sejlede fra Rønnen til Lynæs.
Søndag sejlede vi også rimeligt godt, men da vi skulle krydse på strækket fra Møllekrog til Langholm blev vi sejlet agterud - af blandt andre Jambo med Jørgen som skipper (min nabo). Det tager 3 mand 4 dage at tørre hans smil af!!! Lidt øv, selvom vi senere hentede og overhalede ham igen.
Så alt i alt er 3 trætte søfolk rigtig tilfredse med sejladsen over de 84 sømil.

torsdag den 16. juni 2011

Mere Skyllebakkehavnsejlads

Så var der igen kapsejlads igår. 11 både sejlede derudaf, og vi fik en 7. plads.....tjah.
Endnu engang var sejladsen uden et eneste kryds. Vi sejlede sådan set godt nok - jeg tror vi blev nr. 5-6 på sejltiden - men i den lette vind kunne vi ikke holde vores handicap, så et små både kunne passere os på præmietiden. Og vinderen: en stor lækker moderne Nauticat 39, der sejler med et lystal på 1,08......det holder da ikke en meter. Det er lavere end det vi sejler med!
Nå, men vi hyggede os, Christian, Kenneth og skipper.......og så skulle jeg lige skrive et par sjove historier om de andre, men jeg kan ikke huske dem lige nu. Det kommer nok senere.


Og så gør vi ellers klar til SRPI i weekenden.

mandag den 13. juni 2011

Pas på.....DRAGEN er kommet






Så kom den endelig - Nils' nye båd. En elegant Dehler 35, der lystrer navnet DRAGEN.
Vi - Mette, Marianne, Kenneth og skipper - sejlede båden i møde og gav Nils og besætning en behagelig overraskelse. Vel ankommet til sin plads i havnen, blev navnet afsløret og der blev festet og hygget på båden til den sene aften.
ET STORT TILLYKKE TIL NILS OG METTE - MÅ BÅD OG BESÆTNING FÅ MANGE GODE OPLEVELSER I MANGE ÅR FREM.

fredag den 10. juni 2011

.... og det blev meget bedre











I onsdags sejlede vi så den anden kapsejlads med bådene fra Skyllebakke m.m. - og denne gang lavede vi et mere hæderligt resultat. 12 både deltog, og vi fik en 6. plads. De store både kunne vi ikke røre, men resten holdt vi et pænt stykke bag os. Der var ikke et eneste kryds på turen - vi sejlede med vinden foran for tværs begge veje!?! Så gasterne - de dovne - biiib - Kenneth og Christian havde næsten intet at lave. Billederne er fra komsammen i Skyllebakke Havn efter sejladsen.